Capgemini henter markant chefprofil hos BCG

Publish date:

Vallensbæk, 5. december 2019 – Med ansættelsen af Faisal Ramzan som chef for ny management consulting-forretning når Capgemini Danmark en vigtig første milepæl. Efter en målrettet jagt på helt tunge profiler i markedet starter den nye rådgivningsenhed op med 20 mand. Herunder den nyansatte chef, der er hentet hos Boston Consulting Group.

Som ny konsulentchef bliver Faisal Ramzan primære opgave at sikre, at den genetablerede consulting-enhed løfter alle sider af kundernes digitale omstilling. Blandt andet ved at forene Capgemini Danmarks tekniske kompetence og erfaring med dyb forretningsmæssig indsigt ude hos kunderne.

Med i baggagen har Faisal Ramzan godt 20 års erfaring med strategisk rådgivning og konkret teknisk og arkitekturmæssig udvikling af forretnings-it. Han kommer fra et job som Associate Director hos Boston Consulting Group Platinion Nordics og tidligere seks år hos Accenture Strategy. Begge steder som ansvarlig for salg, rådgivning og faktisk implementering af forretningsstrategisk it. CV’et tæller desuden jobs med leder- og rådgivningsansvar hos Deloitte, Devoteam, Altran og NNIT.

”I tæt samarbejde med kunderne og vores 4500 kollegaer i Norden og over 210.000 globalt, bringer Capgemini stor lokal og global erfaring i spil i Danmark. På den måde har vi en oplagt rolle ikke bare som rådgiver, men også som leverandør af digitale forretningsløsninger. Min opgave bliver bl.a. at sikre, at vi står 100 procent på mål for end-to-end perspektivet i vores rådgivning. Det vil sige den praktiske realiserbarhed ude i kundernes virkelighed, der rækker længere end blot analyser og rapporter,” siger Faisal Ramzan.

”Når det handler om at levere langvarig, værdiskabende og implementerbar rådgivning, er Capgemini en af de stærkeste og mest erfarne aktører internationalt. Det er den ekspertise og erfaringsbase, som vi skal have sat i spil i management consulting-enheden,” tilføjer han.

Første milepæl nået

Med rekrutteringen af 20 tunge konsulentprofiler på kun tre måneder sætter Capgemini Danmark nu foreløbigt punktum for den første bølge af rekrutteringer til den nye, genetablerede management consulting-enhed.

Og i lighed med den netop ansatte chef for management consulting hos Capgemini, Faisal Ramzan, kommer hovedparten af de nye folk fra prominente konkurrenter i markedet.

”Vi har meldt klart ud omkring vores kortsigtede mål for forretningen. Nu er vi i mål med første fase af vores rekruttering af konsulenter, der gearer os til en tidligere og tættere dialog med beslutningstagerne hos kunderne. Vi kan og skal spille en mere markant rolle i vores kunders digitale omstilling, og det har vi evnerne til,” siger Claus Rydkjær, adm. direktør, Capgemini Danmark.

Ifølge Claus Rydkjær er hovedparten af de nye medarbejdere i den genetablerede consulting-forretning ansat gennem ledelsens personlige netværk. Den direkte dialog med oplagte kandidater vil fortsætte, suppleret af en bredere rekruttering som Capgemini nu sætter i værk. Målet er at nå mindst 30 konsulenter i den nye danske forretningsenhed inden sommeren 2020.

Kontakt

Claus Rydkjær CEO

Claus Rydkjær
EVP & Managing Director
+45 51 39 61 00